Moralsk stress er ikke dit problem - det er systemets

Arrangement med Dorthe Birkmose - BUPL 

• Vores oplevelse af et oplæg, der satte noget på spil

  
  

Vi er tre pædagogstuderende, der skriver bachelor om medarbejdertrivsel. For nylig deltog vi i et oplæg hos BUPL Odense med psykolog Dorthe Birkmose. Vi gik derfra med én klar erkendelse:

Moralsk stress er ikke et individuelt problem.

Men det bliver behandlet, som om det er.

Under oplægget blev det sagt helt tydeligt:"Det er i fagforeninger og arbejdslivet, at vi skal mødes."

Alligevel ser vi igen og igen, at løsningerne placeres hos den enkelte medarbejder. Vi skal blive mere robuste, mere omstillingsparate, bedre til at håndtere pres. Men hvad nu, hvis problemet ikke er os? Når en pædagog ved, hvad der er det rigtige at gøre, men ikke har mulighed for at gøre det – så er det ikke et spørgsmål om personlig utilstrækkelighed. Det er et strukturelt svigt.

Og ifølge Dorthe Birkmose er situationen kun blevet værre:

"Jeg er meget mere bekymret for den moralske stress, end jeg nogensinde har været for forråelse” 

Det bør få alarmklokkerne til at ringe. Alligevel fortsætter vi med at individualisere et problem, der i sin kerne er organisatorisk. Vi tilbyder kurser i trivsel og robusthed, mens arbejdsvilkårene forbliver uændrede. Vi taler om copingstrategier – men ikke om de forhold, der gør coping nødvendigt. Hvis vi mener det alvorligt, kræver det noget andet.

For det første skal vi skabe rum for at tale om det, der faktisk foregår:"Reframing". Supervision. "Rum hvor vi kan snakke om vores vilkår." Men det er ikke nok at tale – vi skal også lytte til dem, der reagerer først. De såkaldte “kanariefugle”. Alt for ofte bliver de set som problemet, fordi de larmer eller siger fra. I virkeligheden er deres 'larm' et tegn på, at noget er galt.

For det andet skal vi turde kritisere:"Vi skal pege på det, der ikke er godt nok." Det lyder simpelt. Men i en praksis, hvor loyalitet ofte vægtes højere end kritik, er det alt andet end nemt. Alligevel er det nødvendigt. For tavshed er ikke neutral – den er med til at opretholde problemerne.

For det tredje udfordrer begrebet organisatorisk slack en dominerende logik i velfærdsarbejdet. I en tid, hvor effektivitet og dokumentation fylder mere og mere, er der tilsyneladende ikke plads til det uforudsete. Men i pædagogisk arbejde er det uforudsete selve kernen. Når vi fjerner bufferen, fjerner vi også muligheden for faglig kvalitet.

Derudover må vi stille et ubehageligt spørgsmål: Hvor meget af vores arbejde giver egentlig mening? "Eliminere pseudoarbejde", siger Birkmose. Opgaver, der ikke bidrager til kerneopgaven, men som alligevel stjæler tid og energi. Hvorfor accepterer vi dem?

Den måske mest provokerende pointe var denne:"Vi skal bremse selvoptimering! Systemkritikken skal på banen – det kan ikke løses indefra, det skal højere op organisatorisk."

Vi tager fra oplægget med en tydelig erkendelse: Moralsk stress kræver fællesskab, kritik og mod.

For hvis vi fortsætter med at gøre moralsk stress til et individuelt problem, risikerer vi at slide mennesker op i forsøget på at få et system til at fungere, som grundlæggende ikke gør det.

Og måske vigtigst af alt – at vi tør sige det højt, når noget ikke er, som det burde være.

For hvad nu, hvis det ikke er os, der skal optimeres – men systemet?

Men her opstår et dilemma: 

Hvis løsningen ikke ligger hos individet – hvad gør man så som individ, mens man står midt i det?

For virkeligheden er, at pædagoger hver dag går på arbejde i de eksisterende rammer. Her opstår den moralske stress. Her mærkes den. Og alt for ofte håndteres den i tavshed. Ikke for flere individuelle løsninger, der skal “fikse” medarbejderen. Men for redskaber, der kan hjælpe med at forstå, formulere og dele det, er svært.

Vi arbejder derfor med at udvikle en refleksions- og arbejdsbog til pædagoger. Ikke som en løsning på moralsk stress – men som et redskab til at arbejde med den. Et sted, hvor man kan fastholde sine faglige overvejelser, sine dilemmaer og sine grænser. Et sted, der kan være med til at omsætte en diffus følelse af utilstrækkelighed til noget, der kan siges højt.

For hvis vi skal kunne pege på det, der ikke er godt nok så kræver det, at vi først kan se og forstå det.

Og måske endnu vigtigere: at vi ikke står alene med det.

Moralsk stress kræver strukturelle løsninger.

Men det kræver også, at vi som fagpersoner har et sprog, et rum og et mod til at insistere på vores faglighed – også når det er under pres. Skrevet af: Maja Roelshøj, Emma Skals Nielsen og Maria Bay Olsen